fbpx

Cykler til Mozambique

Nogle giver geder, andre giver cykler

I 2018 har Christiania Cykler doneret 10 cykler til Projekt Vumbuluka i forstaden til hovedstaden Maputo i Mozambique.

Projekt Vumbuluka 2018

Mozambikes er en lokalproducent af cykler og en lokal social virksomhed, der skaber arbejdspladser og udbreder cyklen som et alternativt grønt og billigt transportmiddel. En cykel kan gøre en meget stor forskel i et land, hvor mange for eksempel går helt op til 20 km om dagen for at hente vand. Med en sådan daglig gåtur, er der ikke meget tid til overs til andre gøremål, som at arbejde på marken, tjene en skilling til mad, eller gå i skole. Skole og uddannelse er en anden af de evindelige udfordringer mozambikanerne har. I landsbyer foregår skoledagen ofte under et skyggefuldt træ. Den lokale lærer kan nå at undervise i en eller
to landsbyer, da det tager tid at komme frem og tilbage til fods, men med en cykel kan den lokale lærer også pludseligt nå meget længere ud og flere steder hen. Da vi arbejder med cykler og ser en fremtid i flere
cykler og færre biler, har vi med vores kærlighed til, og historie med Mozambique, selvfølgelig valgt at være til stede her.
Risenga og Jens Christiansen, den anden ejer af Christiania Cykler, tog i maj måned 2018 ud for at se Mozambikes produktionsfaciliteter i Maputo, hovedstaden i Mozambique. De fik set hvordan der bliver arbejdet for at producere cykler, men samtidig fik de også indblik i, hvordan en gruppe af projektledere står i spidsen for at få udbredt cyklen som transportmiddel i Mozambique. så hvordan der blev arbejdet.
I december 2018 tog Jens og Nikolas ud og besøgte Projekt Vumbuluka i et af de fattige kvarterer i udkanten af Maputo. Projekt Vumbuluka er en af de mange grupper eller enkeltpersoner, som kan få virkelig meget ud af en eller flere cykler. Projektet udsprang af en lokal dansegruppe, som optrådte på det lokale marked om lørdagen med traditionelle danse tilbage 1997. Et par år senere begyndte gruppen at undervise eleverne på en af de lokale skoler. Sidenhen begyndte gruppen også at undervise i teater, sang og poesi og på flere af de lokale skoler.
Fra at være en dansegruppe, har projektet udviklet sig til en formel forening ved navn Associação VUMBULUKA, som nu underviser lokale børn og voksne indenfor forskellige områder som dans, sang,
teater, keramik, snedker- og tømrerarbejde, maskinmekanik, sundhed og seksualundervisning og alfabetisering. Foreningens udtalte formål er at uddanne lokalområdets unge til at kunne deltage i lokalsamfundet, samt deltage i og videreformidle kultur fra generation til generation. På denne måde arbejdes der på, at holde unge ude af kriminalitet, få formindsket prostitution blandt piger og unge kvinder, få støttet op omkring den lokale økonomi og skabt større kendskab til seksuelt overførte
sygdomme.
På baggrund af besøgene har vi fra Christiania Cyklers side valgt at donere 10 cykler til Associação VUMBULUKA, som vil gøre at foreningens undervise vil kunne ud til flere børn og unge og simpelthen få en mere udnyttelse af deres ressourcer.